Forstyrrelser kan koste dig dyrt – 25 minutter for at være præcis
Du kender det måske godt. Midt i et godt workflow, hvor du koncentreret har fokus på at løse en særlig opgave eller blot få noget for hånden, er der pludselig en telefon der ringer, en mail der tikker ind i indbakken eller en kollega, der prikker dig på skulderen.
Selvom du gerne vil hjælpe kollegaen eller tage telefonen, når du kan, så har det faktisk større konsekvenser for din egen produktivitet og koncentration, end man lige regner med.
Hvad er prisen for en afbrydelse?
Hvis du bliver forstyrret, mens du arbejder koncentreret med en sag, så kan det tage dig op til 25 minutter, før du er tilbage på samme koncentrationsniveau som før.
Det er hjerneforsker Katarina Gospic fra Karolinska Institutet i Sverige, der er kommet frem til prisen på, hvad det koster at blive forstyrret midt i et dybt koncentreret flow. Et flow, hvor både kroppens fysiske og den mentale opmærksomhed er helt opslugt – det kan både være i forbindelse med arbejde også i andre sammenhænge,hvor du får fokuseret til opgaven.
Katarina Gospic er nået frem til at de 20 – 25 minutter gennem et metastudie, hvor hun har gennemgået og opsummeret eksisterende analyser indenfor dette område. Afhængig af forstyrrelsens karakter kan det tage kortere eller længere tid at komme tilbage i samme tilstand.
Kort fortalt:
- Pas på med at forstyrre dine kollegaer, og værn i stedet om hinandens tid. Der er mange måder at respektere hinandens tid og samtidig få sparring eller svar på spørgsmål.
- Pas på med at forstyrre dine medarbejdere unødigt, hvis du samtidig gerne vil have fokus på effektiviteten i dagligdagen.
- Hvis du er fuldt koncentreret, kan du med fordel lukke for mail, sms etc. så det ikke tager din opmærksomhed.
- Overvej, om de 25 minutter det tager at komme tilbage i dit workflow er prisen værd. Hvis forstyrrelsen kan vente, så er det okay at sige, at du ikke har tid lige nu, men kan vende tilbage.
- Anerkend at vidensarbejde kræver ro – og er der mulighed for det, så kan hjemmearbejdsdag eller en time i et lukket lokale være godt givet ud til den slags.
Åbn dialogen op i virksomheden
Der er mange måder, at man som virksomhed, virksomhedsejer og leder kan gå til spørgsmål og problemstillinger, der vedrører kulturen på arbejdspladsen. Min erfaring fortæller mig, at det vigtigste er, at dialogen er ærlig.
Sørg derfor for at åbne dialogen op, så I i virksomheden får drøftet paradokset i at være fuldt tilgængelig versus at give plads til ro og fordybelse. Begge dele er i mange virksomheder vigtige parametre og kan sagtens kombineres.
Har I lyst til at høre om min tilgang, og hvad jeg kan tilbyde i et samarbejde og sparringsforløb? Tag kontakt her.