Alt for mange spilder penge og ressourcer fordi de ikke lykkes med at ændre den nødvendige adfærd hos medarbejdere. Løsningen er, at tage udgangspunkt i hver enkelt medarbejders situation og behov.
Der bliver brugt rigtig mange penge og ressourcer i danske virksomheder på at ændre strategien og organisationen for at skabe bedre resultater – men det er fortsat kun meget få der virkelig opnår fuld valuta for de penge og ressourcer, de implementerer i virksomhederne.
Det skyldes, at der er en kløft mellem organisationsændringer og individuelle ændringer. Medarbejderne ændrer ikke adfærd, bare fordi ledelsen taler om organisationsændringer eller om, at ”vi skal have fokus på kunden”.
Hver medarbejder skal ændre individuel adfærd
Det er medarbejderne, der skal ændre deres individuelle adfærd og deres individuelle måde at arbejde på. Det skal ledelsen erkende ved at være direkte i ledelsesformen og målrette indsatser direkte mod den enkelte medarbejder.
Jeg oplever ofte, at organisatoriske ændringer partout bliver ”solgt” ind som noget positivt og spændende af ledelsen, og ikke som en nødvendig ændring, der kræver markant adfærdsændring.
Lav individuelle planer
Nødvendige ændringer og en ærlig ledelsestilgang, med en klar plan for, hvordan hver enkelt skal arbejde med en adfærdsændring, skaber hurtigere og bedre resultater end forsøget om blot at sælge en positiv adfærdsrejse.
Ved nogle enkelte geværgreb, kan din virksomhed blive betydeligt bedre til at opnå de ønskede ændringer:
- Tal ikke om organisatoriske ændringer – men om individuelle ændringer
- Digitaliseringen vil give bedre resultater, da de eliminerer den menneskelig faktor
- Brug direkte individuel ledelse
- Medarbejderne kan kun ændre 1-2 adfærdsændringer ad gangen
- Generel medarbejdertræning virker ikke – kun individuel træning
- Individuel opmærksomhed fra lederens side skaber individuelle ændringer
- Sæt klare individuelle mål og individuelle krav
- Overvåg den individuelle adfærd
- Brug individuel feedback – ikke gruppefeedback
- Gør det nemt ved at fjerne alle barrierer for den individuelle medarbejder – det vil skabe respekt
- Giv bonus
Hvis du overholder ovenstående – viser min erfaring – at du vil skabe 50 pct. bedre resultater og du vil gøre det dobbelt så hurtigt.